30 April, 2014

Huawei udvikler danske tele-talenter

København den 30. april, 2014 - Et nyt femårs-program skal udvikle nye talenter og kompetencer inden for tele-sektoren. Programmet er et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aalborg Universitet som landets førende uddannelsesinstitutioner inden for tele-uddannelser samt den kinesiske tele-operatør Huawei, der er den største operatør af mobilnet i verden. Programmet omfatter blandt andet, at 10 danske studerende hvert år bliver inviteret til Huaweis hovedsæde i Shenzhen, hvor de skal udvikle deres kompetencer inden for ICT-industrien og opleve kinesisk forretningskultur.

Det nye program har titlen ’Telecom Seeds for the Future’ – ’Fremtidens tele-stjernefrø’ – og blev officielt præsenteret af uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) under det store danske fremstød i Kina, der netop er overstået. Ministeren hilser det ambitiøse projekt velkommen:

’Det er med stor glæde, at jeg præsenterer dette samarbejde mellem Huawei og to af Danmarks førende universiteter om at sende 50 danske tele-studerende til Kina i løbet af de næste fem år. Jeg ved, at Huawei er førende, når det kommer til innovation og teknologi og jeg vil gerne takke for, at de bidrager til at skabe endnu stærkere bånd mellem Danmark og Kina inden for uddannelse’ siger hun.

Hos Huawei er landechef Binbing Xiao stolt af samarbejdet med to af Danmarks førende uddannelser inden for telesektoren – og han ser frem til at sende de unge danske studerende til Huaweis hovedkvarter i Shenzhen og ikke mindst til at se deres muligheder for at skabe nye resultater sammen:

"Danmark er et fantastisk land at udvikle ny forretning i og et meget vigtigt marked for Huawei Europa med stor vækst. Danmark er kendt for højt uddannelsesniveau og mange talenter og vi er stolte over at kunne bidrage til udviklingen af nye danske talenter inden for ICT-sektoren. Studerende kommer ofte med ny inspiration og nye ideer – og vi ser frem til at arbejde med dem’ siger han.

Allerede til sommer vil de første 10 studerende blive udpeget til programmet ’Telecom Seeds for the Future’ og rejse til Kina.