2018/09/13

Huawei er for første gang næststørst i Danmark: Optager 20% af det danske smartphonemarked

Huawei Consumer Business Group vækster i hele verden, og Danmark er ingen undtagelse. Smartphoneproducenten har øget sin markedsandel så markant i Danmark, at virksomheden nu indtager andenpladsen over de mest sælgende smartphoneproducenter i Danmark.

news-180913

Ifølge det store analyseinstitut GFK's månedlige rapport, så har Huawei i juli 2018 opnået en markedsandel på det danske smartphonemarked på mere end 20%. Det betyder, at Huawei har overhalet smartphonegiganten Samsung, som nu er henvist til tredjepladsen. På førstepladsen ligger Apple stadig, som endnu formår at holde på en massiv markedsandel i Danmark.

En stor del af Huaweis sucess skyldes den populære P20-serie, hvis omsætning blandt andet danner en stor del af grundlaget for Huaweis samlede markedsandel i Danmark. P20-serien har været særlig populær i Danmark, men populariteten giver også genlyd globalt, hvor Huawei har oplevet rekordhøje salg. På bare fem måneder har Huawei solgt 10 millioner HUAWEI P20 Pro og HUAWEI P20 smartphones på verdensplan. Det betyder, at Huawei tidligere på året også overhalede Apple på det internationale marked og nu kan kalde sig verdens næststørste smartphoneproducent, kun overgået af Samsung.

"Det har været et stort år for Huawei. Først overhalede vi Apple på det globale marked, og nu afspejles populariteten for vores produkter også i Danmark. Den vækst vi oplever i øjeblikket, er vi rigtig glade og stolte over hos Huawei Danmark. Vi har sat fokus på innovation og koblet kraftig indmad med design og en god brugeroplevelse, og det har givet pote hos danskerne," siger Marie Dam Feldborg, Head of Marketing & Communication hos Huawei Danmark.

Store ambitioner er blevet et kendetegn for Huawei, og i august proklamerede den globale direktør for Huaweis Consumer-forretning, Richard Yu, at Huawei er en udfordrer til den globale førsteplads allerede ved udgangen af 2019. Et ambitionsniveau som flugter godt med de danske forventninger.

"Selvom vi nu for første gang indtager andenpladsen både nationalt og globalt, så satser vi stadig stærkt på at forøge vores markedsandel yderligere i de kommende år, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er klar til at udfordre førstepladsen i Danmark også. Vi ved godt, at der stadig er et stykke vej, men flere og flere - også Apple-brugere - får øjnene op for vores produkter og anbefaler dem til venner og familie. Vi er allerede nået langt, men det giver os kun mere blod på tanden," siger Marie Dam Feldborg.

Huaweis omdømme vokser også

Det er ikke kun på salgsmålingerne, at Huawei vækster eksplosivt. Også på omdømmescoren stiger brandet hastigt i graderne. Det kan ses ud fra den omfattende image-ranking undersøgelse, som YouGov har foretaget i samarbejde med BrandIndex. Her undersøges danskernes holdninger til 360 forskellige brands.

Undersøgelsen undersøger, hvordan danskerne vurderer de 360 forskellige brands omdømme, vurderet på følgende parametre: Indtryk, kvalitet, værdi, tilfredshed, anbefalinger og virksomhedens ry.

Med en scoreforøgelse på 3.3 placeres Huawei Consumer Business Group på en tredjeplads over brands med de største stigninger i omdømmescoren. Huawei var den eneste teknologivirksomhed i top 10.

Om Huawei

Huawei er en af verdens førende producenter af data- og telekommunikationsudstyr. Gennem brugercentreret innovation og stærke partnerskaber har Huawei etableret end-to-end fordele i telenetværker, enheder og cloud computing. Huawei arbejder for at skabe maksimal værdi for teleoperatører, virksomheder og forbrugere ved at tilbyde konkurrencedygtige løsninger. Huawei's produkter og services sælges i mere end 170 lande og betjener mere end en tredjedel af verdens befolkning.

Huawei har mere end 9900 medarbejdere i Europa - hvoraf 1200 arbejder i R&D. Virksomheden har i alt 18 R&D centre i otte europæiske lande (Tyskland, Belgien, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Sverige og England) og driver talrige fælles innovationscentre i samarbejde med telekommunikations- og teknologipartnere.

For mere information, besøg www.consumer.huawei.com/DK Find os på Facebook og YouTube.

Vedhæftede filer

Huawei er nummer 2 i Danmark med 20% markedsandel_13092018.pdf
HUAWEI P20 Pro Twilight Front and Rear Diagonal.jpg
HUAWEI-P20-Twilight-Front-and-Back.jpg
HUAWEI-P20-Pro-Group-Shot.jpg
P20 Twilight_Billede 2.jpg